Personanalyser – virker de?

Personanalyser – virker de?

På HR-messen ”Træfpunkt HR 2017” i Øksnehallen i København var der bl.a. en paneldebat, hvor brugen af analyser blev diskuteret i rekrutteringssammenhænge. Det var tydeligt, at flere af paneldeltagerne var grundlæggende uenige om brugen af personanalyser, og en enkelt troede slet ikke på analysen som et brugbart værktøj.

Fortalere for personanalyser fremhæver typisk, at de belyser en kandidats kerne af personlighed og stærke / svage sider i forhold til stillingens profil, og at det derfor vil være muligt at sikre sig det bedste jobmatch. Andre sår tvivl om analysers anvendelighed, fordi de ikke mener, at personlighed er målbart, men afhængig af de situationer og kontekster, som personen indgår i.

Uanset hvilken personteori man er tilhænger af, handler det måske basalt set om at skabe en fælles referenceramme mellem kandidat og virksomhed, så selve onboardingen smidiggøres. Med mere end 20 års praktisk erfaring med rekruttering og brug af analyser i mange ansættelser, er det min erfaring, at personanalyser bidrager som et rigtigt godt værktøj netop i forbindelse med onboarding af nye medarbejdere.

Hvilken værdi er det, jeg som tilbagemelder er med til at skabe i rekrutteringssammenhænge?

Jeg fungerer som fortolker, oversætter og matchmaker af kandidatens selvbillede (på rekrutteringstidspunktet) og virksomhedens definerede normer, kultur og værdier (på ansættelsestidspunktet). Jeg medvirker til at skabe et fælles sprog mellem kandidat og virksomhed og derved lette selve onboardingen. Jeg afdækker og afklarer, ved at skabe en fælles referenceramme, så eventuelle konflikter mellem kandidatens selvbillede og virksomhedens normer og kultur synliggøres og italesættes inden ansættelse.

Efter mange rekrutteringer kan jeg se, at personanalyser anvendt på den måde virker og er med til at reducere risiko for mismatch og fejlansættelser.

Hvad er dine erfaringer med brug af personanalyser til rekrutteringer? Virker analyser hos jer? Hvad er det som konkret virker? Og hvilke faldgrupper skal man være opmærksom på?
Skriv meget gerne nogle kommentarer

 

Artikel skrevet af Anette Lund, HRpeople

HRpeople’s udgangspunkt er at fungere som personalechef på timebasis. Vi arbejder både på strategisk niveau, som rådgiver for topledelsen og operationelt med etablering af HR-afdelinger og HR-processer. Vi er skrappe til at spotte talenter, lette deres onboarding og til at udvikle dem i deres jobs. Vi rådgiver og assisterer i HR, og vi løser en lang række rekrutteringer hvert år – herunder internationale rekrutteringer og relocations.